torsdag, juni 21, 2007

Personlige forsider

Netvibes valgte jeg allerede den gang vi skulle vælge en rss-læser. Den er let at bruge og kan samle det man gerne vil have overblik over på en gang. Jeg har to faneblade: et til fagligt relevante blogs, altså biblog, red webben, team børn med mere. Og så lige vejrudsigten. På faneblad to har jeg et udvalg af kollegers 23 ting blogs. Det fungerer fint og er temmelig tidsbesparende.

Wikipedia

Ja, så skete det også for mig - jeg er bagefter, så nu tager jeg tingene i lidt vilkårlig rækkefølge.

Jeg er faktisk blevet ret glad for Wikipedia på det sidste. Man finder mange emner der som ikke er andre steder - selvom kvaliteten af artiklerne selvfølgelig er noget ujævn. Jeg har en konto og har bidraget lidt til artiklen om Læsø, som er et sted jeg kender ret godt. Når man kigger i historikken til den artikel, synes jeg det vidner om et ret respektfuldt og sobert samarbejde mellem skribenterne.

Men at lave min egen Wiki - det har jeg nu ikke rigtig lyst til før jeg virkelig har en god ide. Til gengæld synes jeg det er fint at Wikierne blomstrer på nettet. F.eks. den danske Comicwiki
som vi har fundet værdig til at komme med i Kloge Åge.

tirsdag, juni 05, 2007

del.icio.us

Her er endelig noget jeg er ubetinget begejstret for. Jeg har haft en konto i et par år vel efterhånden, og jeg bruger den rigtig meget. Jeg har installeret knapperne på alle de pc'er jeg bruger på arbejde og privat, og finder jeg en hjemmeside der kan bruges i Kloge Åge, eller som jeg skal have kigget nærmere på privat, eller bare skal have nem adgang til alle steder fra (f.eks. diverse logon-sider) - så er det bare et klik og lidt tagging, så er den til at finde hvor som helst og når som helst.

Til gengæld er jeg nok en asocial tagger, jeg tagger på dansk først og fremmest. Det har dog ikke afholdt mig fra at blive inspireret - det er altså lidt sjovt når man har gemt noget som kun få andre også har liggende, og så se hvad disse andre ellers interesserer sig for. Det er serendipitet på den nemme måde. Jeg er flere gange faldet over nogle guldkorn på den måde.

SL#2

Så prøvede jeg igen. Nu lykkedes det mig at komme til Info Island, hvor det første jeg foretog mig var at falde ud over en stejl skrænt. Lærte dog at flyve og kom op igen. Jeg fandt også teleporteren, og har nu efterladt Tekman Tripsa i et mennesketomt infopalads. Jeg fandt dotbot, skriv opgave og en del andre ting, men synes stadig det er svært og besværligt at navigere rundt. Jeg kom i karambolage med beplantningen blandt andet.
Og så er det lidt kedeligt at der ikke er andre, men ok, det er Grundlovsdag og solen skinner.
Jeg ved ikke om jeg har sendt en IM til Jojo Voyager, kunne ikke finde nogen send-knap. Det vil vise sig næste gang jeg prøver - så skal jeg jo have en t-shirt hvis beskeden er modtaget.

Der mangler altså nogle oplysninger om hvordan tingene virker. Kan man f.eks. finde en destination via en SLurl mens man er inde i SL? Jeg kom ind ved at klikke på URL'en i 23ting bloggen, det kan vel ikke være den eneste måde???