torsdag, maj 31, 2007

Second Life



Åh nej, tænkte jeg umiddelbart da jeg så at vi både skal nå SL og noget billedmanipulation i denne uge. På den anden side er jeg hjemme og syg men på vej op til overfladen i dag, så jeg har vel tid. Så gik der et par timer med det.

Jeg har haft en avatar før uden at opleve noget særligt, men jeg prøver frisk igen. Denne gang hedder min avatar Tekman Tripsa, og nej, hun ligner ikke mig. Hvorfor dog ikke gribe chancen for at blive høj, slank og muskuløs og ligne en tegneseriefigur? Mig selv kan jeg jo altid ligne.

Hun ser lidt betuttet ud, og hvad skal hun med den megalommelygte? Nu har jeg i mellemtiden lært hvordan man lægger ting fra sig igen, så den er klaret.

Jeg synes altså at SL er en endda meget tung sag at have med at gøre. Det er ikke særlig let at bevæge sig rundt og det frøs for mig to gange så jeg var nødt til at slukke for pc'en på den hårde måde. Jeg har dog sat mig for at jeg vil blive ved indtil jeg har fundet information island - jeg ved i øvrigt at man kan finde Dotbot derinde, og det vil jeg se. Og jeg vil have en 23 ting t-shirt. Og hilse på nogen. Men det er meget tidsrøvende synes jeg. To timer har jeg brugt på download, genstart og oprettelse, og jeg render stadig rundt og støder ind i murene i introområdet.

Er der mon nogen der læser det her???

Ja, jeg er bare nysgerrig. Så giv dig til kende hvis du kigger forbi, også selvom du ikke har noget at sige til mig. Det kunne være lidt interessant at vide om der faktisk er andre end mig der overhovedet har set noget som helst i denne blog.
Hvis det alligevel kun er mig der ser bloggen kan det godt være jeg går over til noget lidt mere stikordsagtigt, nemlig.

torsdag, maj 24, 2007

last.fm

Last.fm er nu installeret på min ene arbejdspc. Den fungerer fint - det første jeg prøvede var at skrive beck i søgefeltet. Straks fik jeg noget spændende musik i øret som jeg ikke har hørt før, men som jeg nu skal have skaffet hjem og hørt noget mere af. Fint!
Jeg kan også se på tags'ene at der er mulighed for at stifte bekendtskab med helt nye genrer som jeg ikke har haft fantasi til at forestille mig eksisterede - f.eks. brazilian post punk. Også fint.

Men jeg vil nok ikke få meget glæde af den derhjemme fordi: "Last.fm syncs what you listen to on your computer with your music profile. This is called scrobbling." Jeg deler hjemmepc med min mand og den ene datter, og de har begge lagt musik på harddisken. Det vil sige at last.fm så ville generere en radiostation udfra den samling af tyskerteenagepoprock og 80'er-punk som ligger på vores harddisk. Med al respekt for familiemedlemmernes musiksmag ville jeg ikke holde længe med sådan en musikstation i ørerne.

Så min foreløbige konklusion er at last.fm er bedst til folk med helt egen pc!

Her en uge efter må jeg så konstatere at jeg faktisk har brugt last.fm. Også herhjemme. Man kan jo bare bruge den uden at downloade, og det fungerer fint. Faktisk er det også ret smart at man kan kan skifte genre efter humør så let som ingenting. Jeg har derfor hørt en hel del nyt musik med last.fm.

søndag, maj 20, 2007

Netvibes #2

Jeg er blevet ret glad for RSS-læseren på arbejde. Hvor er det dog nemt at holde sig orienteret i de blogs man formodes at holde sig ajour med. Og smart med fanebladene. Den kommer jeg til at holde fast i, også efter 23 ting. Hvis KK-net også kunne lægges ind her, ville Netvibes være min startside på arbejde. Kunne man forestille sig en web 2.0-agtig løsning på personalesiden i fremtiden?

Jeg er faktisk også blevet ret glad for min MP3-afspiller. Softwaren er let at bruge, især i forhold til den der fulgte med den eneste anden MP3-afspiller jeg har haft med at gøre, nemlig min datters som er af et andet mærke og med tysk manual. Så er det jo luksus med en udførlig dansk brugsanvisning. Jeg glæder mig til at komme i gang med podcasts!

mandag, maj 07, 2007

Library Thing

Sådan en konto havde jeg sørme også i forvejen. Slettede et par titler og lagde nogle nye på. Mit bibliotek skal bestå af mine yndlingstegneserier og graphic novels til en start. Se selv widget'en til højre!

"The Rabbi's Cat" har jeg ikke læst - det var en jeg blev mindet om da jeg prøvede at kigge på hvad andre mennesker med mine præferencer også havde i deres bibliotek. Jeg tror jeg vil bruge Librarything som huskeseddel når jeg hører eller læser om noget jeg skal huske at få fat i på et tidspunkt. Jeg taggede derfor "The Rabbi's Cat" med unread.

Jeg er begrænset af den amerikanske vinkel - min yndlingstegneserietegner er nemlig Claus Deleuran og ham kan jeg ikke finde i Amazon. Ser dog at Det Kongelige Bibliotek nu er en af mulighederne, så må det jo kunne lade sig gøre. Bare ikke lige nu, hvor lige netop denne søgemulighed ikke virker. Derfor har jeg lagt Rejsen til Saturn på manuelt og stjålet en billedurl så den fik en forside også.

Ideen er god, og dækker et stort behov hos mig. Jeg er storforbruger af bøger, er oftest i gang med mange af gangen. Og jeg har det med at glemme titler og forfattere på det der ikke gjorde nok indtryk. Og det har jeg jo alligevel brug for at kunne huske i mit daglige arbejde i referencen. Så hvis det bliver lettere at finde danske titler vil det være noget jeg kan have meget glæde af.

søndag, maj 06, 2007

Flickr#2


Shwedagon Pagoda
Originally uploaded by osanderson.
For at fuldføre en af opgaverne har jeg fundet dette billede. Det forestiller Shwedagonpagoden i Rangoon. Jeg kender ikke fotografen, men billedet er fra et af de mest fantastiske steder i verden jeg har været. Så Flickr kan også bruges til at genopfriske rejser og se om steder man har set for 25 år siden findes endnu.

Trading card funktionen er sjov. Jeg har skrevet om den i min gamle blog for nogen tid siden:

Her er bilkortenes afløser: Bibliotekarkort! Der mangler bare lidt standardisering i oplysningerne hvis man skal spille med dem ligesom med bilkort - selvom man vel må sige at en egenskab som "Surprisingly dust resistant" indiskutabelt må slå det meste, hvis det gælder om at være udholdende i faget i længden.

Flickr


Therese og kirsebærtræ 001
Originally uploaded by Therese E..
Her er et billede af mig. Det ligner vist nogenlunde. Men ikke om jeg kan få det ind i min profil! Og jeg har læst hjælp-funktionen, og jeg har brugt foreløbig op mod en time på det. Må forsøge igen en af dagene. Billedet er lagt på bloggen ved hjælp af blog this-funktionen.

Jeg har haft en Flickr-konto i et stykke tid, men har først for nylig fået et digitalkamera, så det har været lidt omstændeligt at scanne fotos og så uploade dem. Desuden ved jeg ikke rigtig hvem jeg skal dele dem med - de er ret private (uden dog at være hemmelige) og interesserer nok ikke andre end dem der er med på dem. Men man er da velkommen til at se dem her.

Jeg har ikke været særlig omhyggelig med mine tags på grund af ovenstående. Men jeg kan da se at et par af mine billeder har været set af andre. Det er nok fordi de har haft en titel der har været helt lige ud af landevejen, det er to billeder fra Island som jeg har kaldt henholdsvis Gullfoss og Geysir. Det viser jo også at det kan lade sig gøre at vise sine billeder til flere hvis man gør sig lidt umage med navngivning og tags.

MSN#2

Nå, nu til den egentlige opgave: Jeg har downloadet MSN live messenger herhjemme (ja - jeg sidder her og laver 23 ting i weekenden. Og enhver er velkommen til at finde mig, jeg bruger min almindelige arbejdsmailadresse her.

Jeg kan godt forestille mig MSN som et godt værktøj på en stor arbejdsplads, hvor man så kan have et overblik på en nem måde over hvem der er på arbejde. Det kan vel også være en let måde at sende beskeder til hinanden - i hvertfald de beskeder der kræver et svar med det samme. Men der skal nok en MSN-kultur til på arbejdspladsen så det ikke bliver et forstyrrende element eller endnu en stressfaktor.

Måske er det en god ide også som lånerkontakt, men så skal der sættes tid af til det, så man har MSN-vagt eller hvad man skal kalde det. Forestiller mig en udlånsvagt med lånere i referencen, på telefon og på MSN - det kan godt blive for meget!

torsdag, maj 03, 2007

MSN

Jeg har brugt MSN privat i et stykke tid, primært til at kommunikere med mine døtre. Især den ældste er mildt sagt åndsfraværende hvis man ringer til hende mens hun er online. Så går mine moderlige budskaber meget mere klart igennem via MSN. Til gengæld mestrer jeg ikke rigtig omgangsformen. Pigerne driller mig hvis jeg bruger vinkefunktionen forkert (den er åbenbart til for at sige "Hallo, er du der?" til en uopmærksom modpart, og ikke for at vinke farvel) og der er også grænser for hvad de synes jeg kan tillade mig at kalde mig som bruger. Selv skifter de brugernavn hele tiden, for at fortælle om deres humør eller om hvad de tænker på. Det ser ud som om der ikke er grænser her, men det er der altså, især for en 45-årig mor der prøver at være med...

For 8-10 år siden har jeg brugt et lignende program, det var vist ICQ, da nogle af vores bedste venner boede i Tanzania. Da har det virkelig sin berettigelse, som en god og billig måde at holde kontakt til dem der er langt væk.

Men til kollegial kommunikation? Som mine opgaver former sig p.t. er det tilstrækkeligt med telefon når det haster og mail hvis man gerne vil gennemtænke sit svar, eller man ikke behøver en øjeblikkelig reaktion. Men jeg vil da ikke udelukke at det kan blive nyttigt - bare ikke lige nu!