torsdag, maj 03, 2007

MSN

Jeg har brugt MSN privat i et stykke tid, primært til at kommunikere med mine døtre. Især den ældste er mildt sagt åndsfraværende hvis man ringer til hende mens hun er online. Så går mine moderlige budskaber meget mere klart igennem via MSN. Til gengæld mestrer jeg ikke rigtig omgangsformen. Pigerne driller mig hvis jeg bruger vinkefunktionen forkert (den er åbenbart til for at sige "Hallo, er du der?" til en uopmærksom modpart, og ikke for at vinke farvel) og der er også grænser for hvad de synes jeg kan tillade mig at kalde mig som bruger. Selv skifter de brugernavn hele tiden, for at fortælle om deres humør eller om hvad de tænker på. Det ser ud som om der ikke er grænser her, men det er der altså, især for en 45-årig mor der prøver at være med...

For 8-10 år siden har jeg brugt et lignende program, det var vist ICQ, da nogle af vores bedste venner boede i Tanzania. Da har det virkelig sin berettigelse, som en god og billig måde at holde kontakt til dem der er langt væk.

Men til kollegial kommunikation? Som mine opgaver former sig p.t. er det tilstrækkeligt med telefon når det haster og mail hvis man gerne vil gennemtænke sit svar, eller man ikke behøver en øjeblikkelig reaktion. Men jeg vil da ikke udelukke at det kan blive nyttigt - bare ikke lige nu!

Ingen kommentarer: